Bidrag til Twitterguide?

En Leoparddreng kan blive sulten. Her har du mulighed for at give den et foder - hvis du altså har lyst!
Hvof' nu det?

Foder

Besked

De første skridt på twitter

Dette er første kapitel i min twitterguide - en vejledning til twitter, som på trods af sin simpelhed har en ret stejl indlæringskurve. Således har rigtigt mange har lavet en konto på twitter, men de færreste når til mere end et pip eller to - det går aldrig rigtigt op for dem hvordan det fungerer, hvad fidusen er.

Det har jeg i lang tid tænkt mig at prøve at lave om på, med et meget ambitiøst indlæg - som aldrig er blevet skrevet.

Nu har jeg imidlertid opdaget at mange som er helt nye på twitter er begyndt at følge mig. Jeg ved ikke præcist hvorfor, men jeg gætter på at det er fordi Twitter anbefaler mig. Det er jeg selvfølgelig stolt af, men med great powers følger som bekendt great responsibilities.

Derfor laver jeg nu min planlagte twitter-intro, men jeg brækker den op i mindre dele. Denne første del er helliget de helt nye, som endnu er i Ægget eller knapt er kommet ud. Resten - de mange detaljer - må så komme henad vejen.

Regel nummer 0: Twitter er hvad du gør det til
...eller: Der er ingen regler. Der er ingen rigtig eller forkert måde at bruge Twitter. Folk har forskellige behov, og hvad der fungerer godt for nogen, er måske ikke hvad andre har lyst til.

Og er man kendis med hundredetusinder af fans giver det sig selv, at ens måde at bruge Twitter sandsynligvis er lidt anderledes end for én af disse fans, eller for én som blot vil kommunikere med interessante, ganske ikke-kendte personer. Så tag kun de tips jeg giver som muligheder.

Det eneste man vel kan sige, der for alvor er en form for regel om, er at spam er noget man ikke gør. Hvad det præcist er på Twitter vender jeg tilbage til en anden gang.


Det første du skal gøre
...når du har oprettet en brugerid på Twitter, er at uploade et Profilbillede og skrive noget i din Bio. Det kan muligvis føles som noget man har lyst til at vente med, til man ved lidt mere om hvad Twitter egentligt er, men det er vigtigt at gøre før man begynder at følge andre (se herunder). Hvad du hedder på twitter - dit brugernavn - er også vigtigt, jeg har skrevet et særskilt kapitel om dit brugernavn på twitter.

Profilbilledet er vigtigt, fordi du ellers bare er et Æg. Og, for det første gør de,t at man ikke kan adskille dig fra  alle de andre som er på Twitter. For det andet udstråler det, at du ikke rigtigt ved om du vil tage Twitter seriøst.

Det er også helt fair, hvis du ikke vil det - men det betyder bare at det også er svært for andre at tage dig seriøst. Derfor skal du ikke regne med Followers før du har fået dit eget profilbillede.

Bioen: Holdes naturligvis kort som alt andet på Twitter - den er kun ment som en teaser på hvem du er. Den behøver ikke være genial, det vigtigste er at den er der. Under alle omstændigheder vil den udtrykke noget om din personlighed.

Web: Der er også mulighed for at angive en web-adresse. Hvis du har noget der fortæller mere om dig - for eksempel en blog - er det naturligvis en god idé at henvise til den. Men det bliver nok mere for at skaffe trafik til bloggen, end det i første omgang i sig selv giver flere Followers.

Beskyttede tweets: Man kan også under kontoindstillinger vælge at beskytte sine tweets - hvis du overvejer at gøre det, vil jeg meget advare imod det som begynder på twitter - læs ihvertfald dette kapitel om beskyttede tweets og låste profiler først.

Jeg vil også med det samme stærkt advare imod, at du kobler din eventuelle Facebook-konto til din twitterkonto, så den automatisk tweeter for dig. Det har jeg uddybet i et kapitel om at crossposte på twitter. Follow og Followers
Dette er humlen i Twitter. Det er også her der er en helt grundliggende forskel i forhold til Facebook. Hvor Facebook's "venskaber" virker begge veje - hvis du er ven med én, er høn også ven med dig, er dette ikke tilfældet på Twitter. (Ligesom Twitter har valgt det noget mere neutrale udtryk Follow og Followers, der ligger ikke noget venskabsbegreb og forstyrrer).

Hvis du følger nogen, Follow, på Twitter, gør du det fordi du er interesseret i at høre hvad vedkommende har at sige. Der ligger ikke i det, at den du følger automatisk følger dig. Der ligger heller ikke i det, at du automatisk skal ses som ven eller fan af den du følger. Du kan for eksempel have en rent professionel interesse, eller andet.

Ligeledes kan folk (tweeps, som Twitter-brugere kaldes) følge dig. Det betyder ikke, at du automatisk forventes at følge dem.

Hvorfor er det vigtigt at Followe? Og hvorfor er det vigtigt at blive Followed?
Det er det heller ikke nødvendigvis. Ikke begge dele, ihvertfald. Men hvis man ikke gøre eller bliver nogen af tingene, er Twitter et meget tomt sted.

Man kan dog sagtens være på Twitter uden egentligt at ville have Followers - som regel vil man så heller ikke tweete ret meget. Så er man der som en slags observatør.

Man kan også sagtens være på Twitter og have mange Followers, men kun selv følge nogle enkelte. Det vil så som regel være fordi man er kendt i forvejen, og gerne vil kunne nå ud til sine fans, men iøvrigt ikke deltage ret meget på Twitter.

De fleste er dog interesserede i at have begge dele, for at kunne bruge Twitter og interagere. Deltage i samtaler, blive klogere - det Twitter handler om for de fleste.

Og det kræver næsten, at du hører hvad andre siger - og at nogen hører på hvad du siger. Ikke nødvendigvis de samme, dog.

At Followe andre:
Så din næste opgave er at finde gode tweeps at følge - Followe. Måske kender du i forvejen nogen som er på Twitter? Det er et naturligt sted at starte. Ligesom mange vist starter med at følge nogle idoler/nogen de ser op til.

Dernæst kan du også følge nogle af dem, som Twitter foreslår dig. Den rammer bestemt ikke altid plet - og når du er ny har den ingen idé om dig - men den er faktisk ikke så dum. Som udgangspunkt kan det være et godt sted at starte.

Når du har fået nogle stykker vil du så småt begynde at se tweets i din timeline (timelinen er den strøm hvor tweets fra dem du følger dukker op). Du vil også se at de nævner andre brugere, måske ser du nogle samtaler? Det kan være et godt udgangspunkt for at se hvad de er for nogle, og måske følge dem.

Du kan også simpelthen gå ind og se, hvem dem du allerede følger, følger - og så måske følge nogle af dem.

Desuden sker det ofte, at brugere på Twitter anbefaler andre brugere, med det såkaldte #ff eller #ffdk. Det står egentligt for FollowFriday, og sker især om fredagen, men kan også ske spontant andre dage. Det er selvfølgelig også en måde at få inspiration til nye at følge.

At finde nogle at Følge er ikke så svært. Jeg vil dog advare mod at gå alt for hurtigt frem, Twitter kan godt kræve lidt tilvænning. Der er desuden en grænse på 2.000, for hvor mange man kan Følge. Man kan dog altid Følge 10% flere end man har af Følgere - så har man for eksempel 3.000 Følgere kan man selv Følge op til 3.300. (Disse tal er ikke officielle, men hvad jeg har opsnappet - så det er ikke sikkert det forbliver sådan.)

At få Followers (Følgere)
Den del er straks mere besværlig - det er man ikke selv herre over. Hvis du i forvejen kendte nogle på Twitter kan du selvfølgelig håbe de vil begynde at følge dig - hvis du altså gør dem opmærksom på du er kommet til Twitter.

Der er også gode muligheder for, at nogle af dem du begyndte at følge, vil følge dig tilbage (se afsnittet om Followback herunder).

I længden handler det dog nok mest om interaktion - bland dig i samtaler! Hvis tweeps synes du siger noget sjovt eller fornuftigt, er der gode muligheder for at de begynder at følge dig. Du kan måske endda blive retweetet, altså at dit tweet sendes videre til andres Followers, det kan være en rigtig god måde at få nye Followers på, fordi de på den måde opdager du er til.

Det kan måske i starten føles svært bare at gå ind og blande sig - men husk, andre på Twitter er der for det samme, som regel vil de sætte pris på det! En ekstra god måde at blande sig på, er at svare på spørgsmål - mange på Twitter bruger at spørge dér i stedet for at google - nok som oftest fordi det netop kan give et personlig svar. Hold øje med tweets mærket #lazyweb eller #twitterbrain: De indeholder ofte spørgsmål, hvor du måske har en erfaring? En god måde at blive bemærket positivt. (Og de mærkelige, såkaldte #hashtags? Dem tager vi på et senere tidspunkt.)

Twitter sætter ingen begrænsning for, hvor mange Followers man kan have.

Followback
Som tidligere skrevet er der ingen automatik i, at når man Follower en, bliver man også Followed. Der er dog en del som laver såkaldt Followback. Det vil sige, at når de får en ny Follower, går de mere eller mindre per automatik ind og Følger denne. Ihvertfald en periode.

Det er her, det er så essentielt, at du har udfyldt et Profilbillede og en Bio fra start! For hvis du ikke har det, er chancen for et Followback meget lille - hvorfor skulle man følge et tilfældigt Æg, som man ikke har nogen som helst fornemmelse af, når man måske allerede Følger flere hundrede, og synes ens timeline er rigeligt fyldt? Jeg vil også anbefale at have lavet et par tweets - de behøver ikke være dybe, bare for lige at prøve systemet; de er igen med til at vise at du ikke er en helt blank personlighed.

Omvendt tror jeg godt det kan betale sig at være ny i forhold til Followback - jeg tror at mange gerne ville påtage sig en form for mentor-rolle; de fleste som er aktive på Twitter ser meget gerne at det bliver mere udbredt i Danmark.

Personligt er jeg næsten gået væk fra at lave Followback - jeg gjorde det i starten, men efter jeg nåede nogle hundrede jeg fulgte, droppede jeg automatikken - da begyndte det at blive for overvældende.

Og så lige et råd: hvis du Follower nogen, så lad være at gå ind og bede dem om at lave Followback. Det virker omvendt, du fremstår som en der ikke har forstået hvordan Twitter fungerer, og i øvrigt som om du kun fulgte vedkommende, for at vedkommende skulle følge dig.

At Unfollowe
Man kan holde op med at Followe nogen, ligesom andre kan holde op med at Followe én. Det er en del af dynamikken i Twitter, og ikke noget man hverken skal være bange for at gøre, eller blive fornærmet over hvis nogen gør.

Hvis man ikke relativt omkostningsfrit kunne Unfollowe, ville folk slet ikke i samme omfang prøve at Followe én i første omgang. Og der er altså ikke tale om at man indgår i et ægteskab, når man følger en anden. Faktisk er der mange, som regelmæssigt gennemfører udrensninger af hvem de Follower, de har msåke et maks antal de har sat sig, hvor de mener deres timeline fungerer bedst.

Så hvis du bliver Unfollowed - ja, du kan da godt blive lidt trist, hvis det er en du virkeligt gerne ville følges af, men mere skal du ikke lægge i det. Og måske vender vedkommende tilbage på et tidspunkt, det sker faktisk ofte. (Ikke mindst fordi der indimellem er tekniske problemer på Twitter, der gør at folk bliver Unfollowed uden det var meningen...)

Man får ikke automatisk besked, hvis nogen Unfollower én - men der findes programmer som holder øje med det. Hvis man holder øje med det, vil jeg altså advare imod, at tweete fornærmet om det - det er indimellem set, men sjældent kønt.

Så meget for første afsnit af min guide til Twitter. Jeg håber den hjælper dig lidt i gang. Jeg ved dog godt, at der nok stadig er meget der virker forvirrende, derfor kommer jeg også snart med flere opfølgende indlæg. Hvis du har nogen spørgsmål er du meget velkommen til at stille dem som kommentarer herunder, så skal jeg se om jeg kan svare. Eventuelt som del af nyt indlæg.

Velkommen til Twitter!


12 kommentarer

12 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej kan andre se hvad man skriver til den man follower ? (følger) :-)

Leoparddrengen sagde ...

Altså - dine tweets er som udgangspunkt altid synlige (medmindre du har en låst profil.

Men hvis du tweeter direkte til nogen - det vil sige, hvis deres navn står først i tweetet, vil tweetet kun dukke op i timeline hos dem der føler både dig og den du tweeter til - se mere om det under samtaler.

I samme kapitel kan du læse om DMs, som er vejen frem hvis du vil være sikker på kun modtageren kan læse beskeden. Det kræver dog at modtageren følger dig.

Anonym sagde ...

hvad skriver man normalt i sin bio

Anonym sagde ...

Hej
Hvordan finder man en person, som man tidligere har blokeret?
Man må kunne fortryde et sted....

Leoparddrengen sagde ...

@Anonym

Det er et rigtigt godt spørgsmål. Først tænkte jeg at det var enkelt besvaret - for de blokerede kunne man før i tiden se på ens egen profil-side - men det lader til at Twitter har fjernet det.

Om det er med vilje, eller noget de ikke lige har tænkt over ved jeg ikke - men helt ligetil er det altså ikke. Hvilket er ret dumt af Twitter, hvis du spørger mig.

Man kan stadig se det på nogle apps. Men ellers lader det til at man må ud i at få tredjepart til at hjælpe sig.

Du kan for eksempel se det her, hvis du giver tilladelse til at twopcharts må tilgå din twitterkonto. (Du kan så bagefter fjerne tilladelsen - det kan være meget sund praksis ikke at have tilladelser ude at flyde hos sites/apps man ikke jævnligt benytter.)

Jan Eilsø sagde ...

Jeg har et rigtig iriterende problem: Jeg kan ikke tweete !!

Hver gang jeg forsøger at sende en tweet får jeg følgende besked:

Hmm... "Dit tweet kunne ikke sendes. Det er blevet arkiveret som et udkast. prøv venligst at sende det igen senere"

Hvad kan problemet være ?

Leoparddrengen sagde ...

Hej Jan -

Det er ikke noget jeg er stødt på konsekvent på den måde - normalt hvis man ikke kan sende et tweet, så det bliver gemt som udkast, er det fordi ens telefon er uden internetforbindelse. Eller eventuelt at twitter er nede.

Du skriver ikke hvor du prøver at sende ra, men jeg formoder det er en app på en telefon? Potentielt kan der også være noget galt med app'en (eller den kan være en for gammel version). Så mit bedste råd i første omgang vil være at prøve at afinstallere app'en, og derefter geninstallere, og så tilføje dine kontooplysninger.

Så vil mit bedste gæt være at det virker - ellers spørg igen, med info om hvilken app og telefon/OS du bruger. Så må vi se om vi kan komme længere :)

Jan Eilsø sagde ...

Hej L-dreng
Jeg har iPhone4, twitter app. version 6.7.2. Afsendt via trådløst netværk samt 3G. Afsender fra @Soulman40.
Har geninstalleret app´en samt deaktiveret/genaktiveret kontoen

Leoparddrengen sagde ...

Hmm, mystisk.

Men jeg vil foreslå du prøver at logge på på web (altså via twitter.com) og prøver at poste der. Så kan det da findes ud af om det er din profil den er gal med, eller om det er noget med app'en.

Kan du derudover (via app'en) se tweets, følge folk, favorite tweets, retweete tweets?

J.G.Ousen sagde ...

Leoparddreng! hvorfor kan man ikke printe din vejledning?

Henrik Arntzen sagde ...

Hej !

Tak for din twitter guide

Ja, jeg mà indròmme at jeg ikke helt er med pà hvordan Twitter fungerer.

Altsà fx gàr jeg ind pà USHOEKEY wee site og sender en twitter kommentar via deres "SEND A TWITTER knap fx. med en kommenatr omkring US HOCKEY TEAMS pràstation ved Is Hockey WM.
Det eneste sted jeg ser min kommentar er pà min egen twitter side.

Den dukker aldrig op pà deres site og fàr aldig noget svar tilbage.

Det er nok mig der ikke er med pà hvordan Twitter fungerer.
Màske kunne du forklare...

Pà forhànd tak
Henrik

Susanne Birkvad sagde ...

Tror bare du skal scrole op og finde dit Tweet . Der kommer så mange, i en lind strøm, så du hurtigt bliver væk i rækken af tweets.