Bidrag til Twitterguide?

En Leoparddreng kan blive sulten. Her har du mulighed for at give den et foder - hvis du altså har lyst!
Hvof' nu det?

Foder

Besked

Hashtags ("Hvad er det med de firkanter på twitter?")

Her i femte del af twitterguiden skal det handle om noget af det, som traditionelt forvirrer nytilkomne på Twitter mest: de såkaldte hashtags - de her (nogle gange sære) ord, som starter med et '#' (også kaldet havelåge eller firkant).

Kort fortalt
Hashtags er endnu en bruger-opfindelse på twitter - for enkelt at kunne vise hvad et tweet drejede sig om, begyndte man at tilføje emner til sit tweet i form af at skrive #emne (hvor emne kunne være hvad som helst). Ganske smart når man tænker over det, for så behøver man ikke bruge vigtig plads af de 140 til at beskrive hvad det drejer sig om.

Det blev udbredt, og Twitter tog idéen til sig, så det er blevet del af systemet - hvis man i dag klikker på sådan et #hashtag viser det alle tweets med samme #hashtag.

Derfor hedder det #hashtag
Det noget underlige ord - som ihvertfald giver mig lyst til at kalde dem hashtaager - stammer fra, at tegnet # på britisk-engelsk kaldes hash, hash mark eller hash sign. tag betyder mærke, så man kan vel sige at det betyder at man mærker et tweet med et ord ved hjælp af et #.

(For at gøre det endnu mere forvirrende kaldes et # internationalt for et number sign - og amerikanerne kalder det et pound - som så virkelig forvirrer briterne, fordi deres pound sterling er £, eller pound (vægt) forkortes med lb. Hvilket det iøvrigt også gør på amerikansk. Men altså - på twitter markerer det et emne, og det hedder et hashtag!)

Mange former for brug
I dagens Twitterverden bruges det på mange forskellige måder: Der er den klassiske, hvor man markerer et emne - det mest brugte og konstante danske er nok #dkpol (dansk politik).

Men mange andre opstår, oftest i forbindelse med begivenheder i tv. Hvilket er ret interessant, da Twitter her pludselig giver en genoplivning af den samhørighed TV gav, da der kun var ganske få kanaler, man så kunne diskutere dagen efter. Her foregår det blot i real time, mens man sidder og ser programmet - og det fungerer lidt som hvis man pludselig har fået en masse gæster på besøg, og man sidder og ser det samme program sammen.

Eksempler på dette kan være Melodi Grand Prix og X Faktor, eller sportsbegivenheder som landskampe eller Tour de France. Man kan sammenligne denne form lidt med et improviseret chat room.

En tredje form skyller med jævne mellemrum henover Twittervedenen: Nogen finder på et pudsigt hashtag, og  andre ser pudsigheden og deltager. For eksempel var der et døgns tid forleden dag, hvor vi var mange der fulgte hashtagget #beskrivditsexlivmedenfilmtitel - og prøvede at levere tweets med film titler som kunne være sjove sat i den kontekst, at den skulle være beskrivende for éns sexliv.

(Jeg har selv én gang været så heldig at starte sådan et hashtag. Det var da Aarhus havde præsenteret deres fantastiske nye slogan Aarhus. Danish for progress. - og jeg tænkte at med sådan et slogan, kunne det være interessant hvad der mon var blevet forkastet. Og gav nogle eksempler på det under hashtagget #forkastedeAarhusslogans. Det kunne andre så også se idéen i, og det kom der meget morskab ud af de næste mange timer - og det gav altså et rush af de gode at være med til at starte op; Århus Stifttidende skrev endda om det.)

En fjerde måde at bruge hashtags - og nok i virkeligheden den mest normale - har ikke meget med at give emner at gøre - det fungerer mere som en efterskrift, eller et stage whisper. Havde Galilei været på Twitter, kunne han for eksempel have skrevet: I overensstemmelse med Kirken skal jeg meddele at Jorden naturligvis er centrum for alt. #mendenbevaegersignualligevel

Gode råd og navngivning
Twitter anbefaler selv at man maksimalt bruger 3 hashtags i hvert tweet. Det har noget med læselighed at gøre - og måske også at man så tænker lidt mere over hvad man vælger at tagge. Men der er ingen "lov" imod at tagge alt, det fungerer bare ikke godt.

Hvad angår navngivning, er det først og fremmest vigtigt at checke om der allerede findes et hashtag for emnet - det er naturligvis bedst hvis alle kan holde sig til det samme. Det er der ikke nogen enkel metode til at finde ud af, den bedste er nok at spørge sig for.

På internationale begivenheder anbefales det at give hashtagget endelsen "dk" for de dansksprogede tweets - så det hele ikke rodes sammen i et babelsk tag. Et eksempel kan være Tour de France, som i Danmark kører under #tdfdk - på den måde bliver det ikke rodet sammen med andre sprogs.

Også for rent danske begivenheder kan det anbefales at tilføje "dk", ihvertfald hvis tagget er en kort forkortelse - så risikerer man ikke så let tilfældigt at ramme ind i noget brugt på et andet sprog. Men en god idé er under alle omstændigheder at lave en søgning først.

Brug rene ascii bogstaver og tal - det vil sige a-z og 0-9; æø og å kan også bruges, og idag uden problemer, men se afsnittet om dem herunder. Husk at man ikke kan bruge bindestreger og andre specialtegn i tagget, det afslutter det. Dog er det muligt at bruge underscore (='_' dvs understregningstegn).

Brug eventuelt såkaldt CamelCase til at tydeliggøre hashtags og undgå misforståelser - det vil sige, at man gør hvert ord med stort i et tag, for eksempel #BeskrivDitSexlivMedEnFilmtitel. Det gør dem lettere at læse, og betyder ikke noget for systemet. (Men traditionelt er det ikke noget man plejer at gøre.)

Hvis du er helt ny på twitter, skal du være opmærksom på, at hvis du bruger links i dit hashtag, kan det være det bliver sorteret fra. Det er en form for spam-beskyttelse twitter bruger.

ÆØ og Å i hashtags
Idag fungerer twitter fint med æø og å i hashtags, sådan har det ikke altid været. Der er dog stadig et par teknikaliteter det er godt at være opmærksom på hvis man bruger dem.

For det første regner twitter dem som værende det samme som henholdsvis ae, oe og aa, så hvis man bruger #sær svarer det til #saer. Så det gør ikke den store forskel om man skriver på den ene eller den anden måde - det er fint, men godt at vide. Således kan folk, der måske ikke har et dansk tastatur også være med - hvis de altså kender til notationen.

Men man risikerer muligvis, at nogle (dårligt programmerede) apps kan rende sur i dem. Jeg kender dog ikke til konkrete tilfælde, så man burde ret trygt kunne bruge dem.

Hvilke hashtags findes der
Nogle tags er faste, andre findes på undervejs. Det kan virke meget forvirrende i starten, men man finder hurtigt ind i hvordan det fungerer. @markkjaer laver og vedligeholder en udmærket liste over gængse danske twitter-hashtags.

Hashtags er flygtige
Det kan være godt at huske, at meget på Twitter er flygtigt - hvis man ikke på den ene eller den anden måde gør noget for at gemme tweets, forsvinder de. Det kan især være vigtigt at gøre sig klart omkring hashtags, da man kan ærgre sig meget, når det senere viser sig at de tweets der kom under ét er forsvundet. (Eller ihvertfald ikke længere er søgbare.)

Dagens lektion: #hashtags virker forvirrende ved første øjekast, men hjælper til at kategorisere tweets i emner. Eller er der bare for sjov.

11 kommentarer

11 kommentarer:

Anonym sagde ...

Tak for god information om #tags. :-)

Leoparddrengen sagde ...

Selv tak! :)

Anonym sagde ...

Tak for fin forklaring! Selv en gammel kone med grå lokker har fattet essensen!

Leoparddrengen sagde ...

Selv tak, det glæder mig! :)

Anonym sagde ...

Rigtig god forklaring. Mange tak :-) Jeg har længe prøvet at finde ud af, hvordan tegnet skulle bruges, og her var endelig en grundig forklaring :-)

Leoparddrengen sagde ...

Det er dejligt at høre :)

33bien sagde ...

Hej Ih og åh, en lang forklaring og så fin den var; men hvorfor overhovedet bruge tags, når man bare kan skrive ordet? Er det ikke lettere at skrive hashtag, end at søge om tag'et findes, og oprette et nyt tag? Jeg har altid syntes det er så indforstået, idht (tag for i det hele taget) er jeg ret sur på twitter, hvor alle lægger nyhedslinks ind, gerne de mest negative og deprimerende, i stedet for at komme ud af buskjen og vise, hvad de mener og tænker. Man kan lige så godt læse avisen.

Leoparddrengen sagde ...

Godt spørgsmål - det tror jeg mange undrer sig over.

Rent teknisk har du ret, på den måde at du ligesågodt kan søge på et ord end et hashtag.

Der er dog nogle fordele ved tags:

For det første er de direkte søgbare fra et tweet - mankan bare klikke på hashtagget, og så ser man andre tweets med samme hashtag - uden at skulle gå igang med en søgning.

Men det er faktisk også ganske smart, at have tags som folk bruger for at sige at noget omhandler et emne.

Tag for eksempel det aktuelle #kv13, som folk bruger når tweets har relation til det kommende kommunalvalg. For rigtigt mange af disse gælder, at der ikke ville blive brugt noget samlende ord at søge på, men fordi hahtagget bruges er det muligt at få et nogenlunde landsækkende overblik over tweets der omhandler det. Hvilket ikke ville være muligt med simpel søgning.

Og så er der altså ikke noget med at "oprette" hashtags. Man bruger dem som man ønsker, de skal ikke registreres nogen steder. Men det smarteste er så, hvis man bruger nogle andre bruger - netop for at de kan samles.

Hvad angår dine tanker om at du bare synes folk lægger nyhedslinks ind, og ikke siger hvad de mener, lyder det for mig som om du har fulgt de forkerte. Min strøm er ganske fyldt med mennesker der giver deres meninger til kende, og linkes der til artikler er det som oftest med kommentar om hvad de mener om det, eller ihvertfald hvorfor de linker.

Men twitter er som bekendt forskellig for hver enkel, skabt af hvem man følger.

Charlotte Hedegaard sagde ...

Hejsa. Synes ikke linket til oversigten over # virker. Kan det fixes? Vi er nogle ledige, der gerne vil i kontakt med små og mellemstore virksomheder om mulige opgaver og projekter - og vil se om der er nogle temaer, vi kan spille ind i.

Leoparddrengen sagde ...

Nej, @Dynepusheren har desværre lukket site site.

Istedet er der heldigvis denne fine liste af @markkjaer. Indlægget er også nu opdateret til at pege på den.

Uartigheder sagde ...

Davs, Twitter har pludselig mistet funktionen med predictive proposals af navne = før når jeg eksempelvis skrev @p - foreslog den alle dem, jeg følgere, som startede med @p - det er pludselig forsvundet - ret irreterende, så man skal huske profilnavnene i hovedet
Nogen idé om, hvad jeg kan have gjort ??

På forhånd tak